– spam er ikke altid spam – afskaf telefonsalg.
Alle kender situationen hvor man bliver ringet op af veltalende mennesker som gerne vil sælge aviser, el, telefonabonnementer eller internetopkoblinger. Eller af mere eller mindre velgørende organisationer som gerne vil have et bidrag til at styrke deres indsats.

Det er altid tidskrævende og det kan virke direkte trættende og ubehageligt at afvise en påtrængende /veltalende sælger.

Markedsføringsloven tillader telefonsalg for nogle områder, idet forbuddet ikke gælder for virksomheder, som sælger:

Bøger. aviser, ugeblade og tidsskrifter, forsikringer, redningstjenester, som for eksempel Falck og heller ikke for et hav af velgørende organisationer

Til gengæld truer forbrugerombudsmanden den mindre håndværksmester som gerne vil gøre opmærksom på sine ydelser via en e-mail til et større antal personer med bål og brand, altså med store bøder.

Faktaboks:

Ifølge Markedsføringslovens § 6 må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det. Et personligt adresseret brev er derimod tilladt, men her sætter postens takster helt klart visse grænser for aktiviteten. Forbuddet mod telefax viser, at det kan være svært for lovgiverne at følge den tekniske udvikling

For nyligt modtog jeg en mail fra et kendt dansk firmas albanske organisation med tilbud om bl.a. dyner, madrasser og havemøbler. Af mailen fremgår, at reklamen er udsendt via et professionelt albansk e-mail bureau ”Posta juaj” som på sin hjemmeside stolt forklarer, at de er vejen til at komme i kontakt med 1.000vis af potentielle kunder.

Landende i og udenfor EU prøver i forskellig grad at begrænse spam, uden at det hindrer at jeg dagligt finde masser af spam i mit spamfilter og jeg modtager da også markedsføringsmails i min indbakke som jeg ikke har bedt om.

Faktaboks:

Ifølge Markedsføringslovens § 1 skal erhvervsdrivende omfattet af denne lov udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser og ifølge lovens § 3 må en erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet og loven siger ligeledes, at markedsføring som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugerne eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd, ikke er tilladt. Jeg finder ofte en flyer i min fysiske postkasse som tilbyder diverse håndværks-ydelser omdelt af håndværkeren eller måske af en frisk spejder. Ofte hjælpsomt og aldrig noget stort problem for mig.

Ligeledes er det ikke noget stort problem at slette en uanmodet mail som er havnet i min indbakke. Det er på ingen måde så bøvlet som at slippe af med en opringning, typisk fra et ”hemmeligt nummer”.

Mit forslag er, at man politisk bør tillade en reguleret ”spamning”.

Markedsføringslovens regler om at al markedsføring skal være udtryk for god markedsføringsskik er helt centrale. De skal overholdes og eventuelt styrkes.

Til gengæld bør lovgivningen følge med tiden = den tekniske udvikling og tillade, at man erstatter spejderen med en ordentligt og seriøst forfattet e-mail til en afgrænset kreds af modtagere.

En mulighed – om end selvsagt noget bureaukratisk – er, at alle som ”spammer” skal sende et eksemplar til en særlig e-mail adresse hos forbrugerombudsmanden. Han kan så foretage stikprøver og tjekke kvaliteten. Det kunne så også betyde, at man afskaffede den temmelig usympatiske anmeldelsesmulighed i den nuværende lovgivning.

Man bør regulere kvaliteten af enhver form for markedsføring – ikke valget af medie.

Tænk blot på det ret nye begreb viral markedsføring via bl.a. Facebook og Twitter. Disse nye muligheder for at komme i uanmodet kontakt med potentielle kunder må få fædrene og mødrene til forbuddet mod ”spam” til at blegne – og rødme.

En ting mere. Tiden er helt klart løbet fra enhver form for irriterende telefonsalg.